Svea Bank går ind på det danske forbrugslånsmarked
Udgivet onsdag, 28 august 2024 08.58Lån
Svea Bank udvider sine aktiviteter på det danske marked gennem et opkøb af låneudbyderen Unilån. Transaktionen styrker koncernens tilbud til forbrugerne og giver mulighed for at introducere nye lånetyper.
Svea er en koncern med finansielle aktiviteter i en lang række europæiske lande. Det er også den største privatejede finansielle virksomhed i Norden med hovedkontor i Sverige. I Danmark opererer Svea gennem selskaberne Svea Finans og Svea Inkasso. Koncernen udvider nu sine aktiviteter i Danmark ved at opkøbe låneudbyderen Unilån.
Unilån, der blev etableret i 2020, har specialiseret sig i digitale forbrugslån på op til 100.000 kr., hvilket betyder at ansøgningerne behandles sikkert uden behov for indsendelse af fysiske dokumenter – al dokumentation indhentes digitalt.
"Opkøbet af Unilån er en strategisk vigtig beslutning for at styrke Sveas tilbud til forbrugerne på det danske marked," siger Lennart Ågren, Group CEO, Svea Bank.
"Unilån har den rigtige tilgang til markedet og en kompetent ledelse, der ved, hvad forbrugerne efterspørger. Markedet for forbrugslån i Danmark har gennemgået mange forandringer, hvilket har betydet at mange store aktører har trukket sig fra markedet. Det ser vi som en unik mulighed for at servicere den stadige store efterspørgsel på forbrugslån. Med virksomhedens skalerbare platform ser vi også potentiale for produktudvikling og på længere sigt introduktion af flere nye lånetyper," siger Steen Bundgaard, Country Manager, Svea Danmark.
Sammenlægningen med Svea giver også Unilån mulighed for at opskalere sine aktiviteter.
"Sammen med Svea som ny ejer får vi adgang til kapital, som gør det muligt for os at opskalere virksomheden hurtigere og udvide vores produktsortiment. Sveas stærke brand, netværk og troværdighed gør at vi kommer til at stå endnu bedre i vores bestræbelser på at være forbrugernes førstevalg inden for segmentet," siger Henrik Frederiksen, Managing Director, Unilån.